Fra hestesko til stålkonstruktioner

En dag i august 1967 vækkede Vagn Graa Karlsen den gamle esse i Højbjerg Smedie til live efter at smedien havde stået tom i mange år. Vagn havde set behovet for en smedie i området omkring Højbjerg og han fik hurtigt nok at lave for landmænd og virksomheder i området. Han supplerede med VVS-opgaver og skoning af rideheste.

Vagn Graa Karlsen så relativt hurtigt et behov for, at landbruget og industrien, der var i hastig udvikling, havde brug for spær og stålkonstruktioner. Efter kort tid fyldte stålkonstruktioner godt op i den gamle smedie og de gamle mure blev i løbet af få år et spændebånd om produktionen.

Så Vagn Graa Karlsen købte en gammel nabogård, nedrev staldbygningerne og opførte i 1975 en produktionshal på 2.000 kvadratmeter. Siden har Højbjerg Smedie været i konstant udvikling og udførelse af flere tusinde opgaver har bevist, at Vagn Graa Karlsen så rigtigt, da han valgte at udvikle Højbjerg Smedie til at blive en vigtig leverandør for dansk byggeri.